BARN JESUS ❧
130
han sad som i en Sky af Roser, omduftet og ombrust.
Børnene der nede brød ud i et jublende Råb og pegede ivrigt op imod ham:
„Se — se Jesus mellem Roserne!“
Johannes var standset nede på Asken, dér hang han over en Gren og stirrede så forunderligt op imod ham med store, sorte Øjne — bleg som et Lig.
Men han var selv slet ikke mere bange, han smilte glad over alle de dejlige Roser — å, hvor de duftede — nu skulde de få dem, alle skulde de få — de gode Drenge og den lille Mirjam, der var så skøn — og så skulde de danse Rosendansen.
Han holdt sig fast med den ene Hånd og så op med Favnen fuld af Roser — oven over ham stak en Svale sit lille, brede Hoved ud af en Sprække, blinkede nysgærrigt til ham og gabede med sit korte Næb. Jesus smilte og nikkede: God Dag, god Dag — og atter dukkede han i den røde Sky, plukkede og plukkede — nu måtte han vride Grenen af; han rykkede til og holdt en Ranke Roser i Hånden — nu var der ikke flere, han kunde nå; det var næsten Synd for alle de dejlige Blomster heroppe — Men — han drejede sig forsigtig — dér stod de allesammen og så op på ham — nu skulde de få dem.
„Så—å!“ råbte han og slap hele Favnen.
Et Vandfald af Roser bruste ned over Fjældsiden — der lød Jubelskrig der nede, de dansede omkring og greb dem — alle — ikke én fløj ud over Skrænten og ned.
Så vendte han sig og begyndte at kravle ned — nu var det overstået, og nu skulde de lege, rigtigt lege
