131
❧ BARN JESUS
— lige til det blev Aften, og de skulde hjem. — Det gik så let nedad, langt lettere end før — nu var han allerede på Asken, og dér sad Johannes og ventede på ham.
„Johannes,“ begyndte han ivrig, men havde i det samme Vennens brune Arme om sin Hals, han trykkede sig ind til ham og hulkede, stønnede og hulkede:
„Jesus — Jesus — Jesus —“
Jesus gjorde sit Hoved fri og så smilende på ham.
„Hvad er der? hvad er der?“ spurgte han.
Johannes tørrede sine Øjne med den rystende Hånd:
„Å, da du hang deroppe — å Jesus — hvor var det Synd — å, hvorfor skulde du derop?“
„Men Johannes da!“ han glattede hans stride, sorte Hår, „de skulde jo have Roserne.“
Johannes svarede ikke, hans Læber dirrede. Jesus slog Armene om hans Hals og kyssede ham.
„Søde Johannes“, hviskede han, ,kom så.“
Og let og væver som et Egern entrede han ned ad den skællede Stamme og fik fat i Klippesprækken med sin Fod. Nede bag sig hørte han en Summen af Stemmer, der råbte og lo.
„Nu kommer vi! nu kommer vi!“ sang han og lod sig dumpe det sidste Stykke ned.
Han vendte sig om — dér lå hele Flokken på Knæ omkring Stenen, med Hænderne foldede og med løftede Hoveder, hver med sin Krans om Håret — deres Ansigter blussede i det røde Skær, og de så på Mirjam, der sad midt oppe på Stenblokken, ivrig beskæftiget med at flette den store, lange Rosenkæde. Hendes Krans — hun havde en dobbelt — svulmede æble-
