133
❧ BARN JESUS
Jesus styrtede sig midt ind i Myldret med udbredte Arme og forfærdede Øjne:
„Å nej, nej — slås ikke, slås ikke! hører I — I må ikke slå — ikke slå!“
Men ingen hørte ham, han fik kun et Slag over Ansigtet med den lange Rosengren, et blodigt Slag, så han faldt om — han vilde op og stifte Fred — de måtte ikke slås — men så faldt Johannes oven på ham, og Blodet løb ham ned i Øjnene.
Han hørte, hvor de skreg, og Mirjams Stemme:
„Det var godt, det var godt til dem! hvorfor skulde de slå? de er altid så vigtige!“
Så tabte Larmen sig — han kravlede frem og tørrede sit Ansigt med Kjortelfligen. Der henne sad Johannes på Stenen, han var ganske bleg, men havde en blodig Stribe tværs over Panden.
Nede fra den stejle Kratsti hørtes Rosenlegens dansende Omkvæd:
„Lykkeleg — Rosenleg — lyse Lykkeleg!“
Han listede sig hen til Johannes, krøb op på Stenen og smøg sin Arm om hans Hals. Tankefuld drejede han den nøgne Tornegren i Hånden. Tavse sad de og så ned over det dybe Sletteland.
Fjærnere og fjærnere for hver Drejning i Bjærget jublede det op til dem med Børnenes klare Stemmer:
„Lykkeleg — Rosenleg — lyse Lykkeleg — — —“
Johannes rystede over alle Lemmer, hans Tænder klaprede som i den stærkeste Kulde; men Jesus trykkede sig tættere ind til ham, så ham ind i Øjnene og hviskede glad:
„Jamen, Johannes — de fik dog Roserne.“
