JAIRI DATTER ❧
134
JAIRI DATTER
et blev bestandig mere mørkt, men Frelseren
kom ikke.
Gennem den åbne Luge skinnede Stjærnerne ned i det lave Rum, det var, som skinnede de ene på Rachel. Hun lå så stille på sit Leje, som sov hun — — hendes lange, sorte Hår, hendes blege, bøjede Ansigt, hendes hvide, slappe Hænder — — Rachel var så ung — —
Å — den vilde Larmen derude, de skingrende, jammerfulde Skrig, de rasende Danse — å de hvinende Piber —
Rachel var død, og de jamrede for hende. Hendes Datter Rachel var død — hun kunde ikke mere ånde, hun kunde ikke mere le, hun var kold om Hånd og Fod, hun var kold om sit unge Hjærte — — en Krans af hvide Liljer snoede sig gennem hendes sorte Hår, de grønne Blade hang ned på Panden — en Olivengren dukkede frem bag hendes Tindinger.
Men Rachel skulde aldrig mere glæde sig over Vårens Blomster, skulde aldrig mere juble over Genezarets prangende Kyster — hun skulde bæres ud til Gravens Hule, og Stenen skulde væltes for — hun skulde aldrig mere se Dagens Lys.
Hør, hvor de dansede Dødsdansen for Rachel!
Nej, nej! Rachel var ikke død — ikke død for stedse — det var jo umuligt, hun var altfor ung til at dø! Hvor kunde de dog tro, det allerede nu skulde være forbi med Rachels Liv? Alle hendes Legesøstre levede jo endnu, sunde og glade — alle de andre Mødre havde jo endnu deres Døtre — ja, de havde deres Døtre endnu!
