135
❧ JAIRI DATTER
Hun tålte det ikke! Hun tålte det ikke!
Hun rystede den knyttede Næve i Mørket.
Hun tålte ikke, at de unge Jomfruer smykkede sig med Roser og hviskede lønligt sammen — hun tålte ikke, at Mødrene ved Løvsalens frydefulde Fest smilte af Stolthed over deres Døtres rødmende Ynde i Dansens Rækker, når Rachel var stiv og død og kold, og Glæden var myrdet for hende. De skulde ikke have Lov at leve, når hun var død — de skulde ikke have Lov at beholde deres Børn, når hun havde mistet sit! Hvad var det dog for en Uretfærdighed? Var der da ingen Gud til?
Nej, nej — Rachel var jo ikke død — hun strøg sig med skælvende Hænder over det vilde, grå Hår — hun måtte ikke formaste sig mod Himlen — nu kom han jo, den Retfærdige, på hvem man kunde stole. Blot han rørte hendes Pande, vilde hun slå de drømmende Øjne op og smile til sin Moder, som hun fordum gjorde. Og hun havde endnu længe at leve — hun var jo så ung, det måtte de da forstå — —
Dødsdansen rasede derude, så Murene rystede, Jammershylene skar vildere og vildere op, Fløjterne hvinte —
De skulde bort! De skulde ud! Der var ingen Grund til at hyle — Rachel var ikke død!
Hun rejste sig hæftigt, hun skulde vise — —
„Ti og gå bort!“
Hendes Hænder fløj til Hjærtet — denne Røst — det var ham — —
Larmen voxede derude, Stemmer skreg op i Trods og Hån, men atter hævede den klare Røst sig:
„Ti — og gå bort!“
