141
❧ DEN RIGE YNGLING
„Herre, agter du os ringere end hin silkeklædte Dreng?“
„Å — ringere — — nej, men I Stakler — hvad Lykke havde I at miste, da l kom til mig? Hvorimod Ynglingen — han, som ejede al Verdens Lyst — — ak Simon, forstår du da ikke — havde han fulgt — hvor havde jeg da ikke sejret! Men nu — — Simon, Simon — dette vil jeg huske i min Døds bitreste Time!“
Jesus sænkede Hovedet, og Simon tav hjælpeløs.
En Flok blå Duer kom susende frem fra deres Reder under Fjældet og svirrede ud over Søen. Dybt nede fløj Sejlene hen. Omme bag Klippen jublede pludselig en ung Kvindelatter op, triumferende i den lyse Vår.
❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧❧
DEN FØRSTE STEN
esus stod i Helligdommen, øverst på Trappen
til Kvindernes Forgård, og lærte Jerusalems unge.
Det var ved det tredje Hanegal, og Basunerne havde nylig lydt, men endnu var her tomt og stille.
Den tidlige Morgensol skinnede ind mellem de tvende Indgangssøjlers Skygge, i en varm, gylden Stribe hen over alle de mørke og lyse, krushårede Hovedet og alle de slanke, hvide Nakker, som vendte mod Mesteren.
De sad i Kres op ad den brede Trappes Marmortrin, i Alderen fra elleve til femten År, og lyttede opmærksomt.
