SATYR OG NYMFE ❧
52
Men let som et Pust var hun nede i Græsset i svævende Løb hen imod Krattet — dér vendte hun sig end en Gang og strakte Armen ud imod ham med sænket Hånd.
„Vil du, eller vil du ikke?“
Et befalende Løvebrøl rungede gennem Skoven, sydende hen i en tilfreds, rallende Hvæsen.
„Jeg elsker dig, elsker dig!“ hylede han og vred sig på Maven i Græsset.
„Snak, du vil jo ikke“.
Han kravlede fremad imod hende.
„Du Grumme, å du Grumme, hvorfor vil du dog have netop min — min Hale?“ Hun så kælent på ham og blussede undseligt.
„Jo — for jeg har ikke sådan en," hviskede hun, hun svævede et Skridt frem.
„Nej, nej!“ han væltede forfærdet bagover, ,hvad vil de andre sige!“
„Godt!“ hun løftede Hovedet, hendes fine Næse fnøs, hun slog ud med Hånden, „så gå til Hades“.
Et Glimt — og hun var borte.
Han lå i Græsset, bedøvet som et Firben, i Solen — stønnende kravlede han hen til Søen, vendte sig om og skelede langs den strithårede Ryg ned i Vandet.
Jo, Halen var der, Pan være lovet! hvad vilde ellers de andre Satyrer have sagt? — deres eneste Værdighedstegn — han bevægede den lille, trevlede, grå Stump melankolsk op og ned, de salte Tårer silede ham ned ad Kinderne.
Pludselig foer han sammen — dybt inde fra Skoven, hvor Nymferne havde deres Danseplads, bruste
