ORFEUS, SANGEREN ❧
64
„Så du Eurydike?“
Karon nikkede, pludselig, hastig.
„Karon! Karon!” faste Hænder greb om hans Arm, et levende Ansigt, rosenrødt i det vage Lys, så ind i hans, en frisk, duftende Ånde ombølgede ham, „så hun ud, som hun hørte til dernede, så hun ud, som skulde hun bo iblandt skyggerne? i det altid sørgende Hjem?“
Den gamle så ned for sig, så mumlede han, halvt som mod sin Vilje:
„Jeg har set mange komme over, mange, som ikke vilde, mange, som græd og stred imod, mange unge, mange glade — men ingen så jeg som Eurydike, nej, ingen så ung som Eurydike — —“
„Nej vel, vel? men nu vil jeg også have hende tilbage.“
„Tilbage?“ Karon så hastigt op, Staven boredes dybt ned i Sandet, „raser du — tilbage!“
„Ja, Karon, tilbage — jeg vil have Eurydike tilbage.“
„Å du Dåre! Tusinder så jeg komme ned, men tilbage — nej, ikke en så jeg komme tilbage.“
„Nej, jeg véd det, jeg véd det alt — men hun må komme tilbage, Karon, ikke sandt? hun kommer tilbage? hun kan komme tilbage?“
Den gamle så på ham med blinkende Øjne, sænkede så Hovedet og stirrede ud over de forbiilende Bølger — langsomt og besværligt hviskede han:
„Jo måske — måske —“
„Måske? o måske?”
„Ja, du er jo Sanger, du har jo din Lyre — så spil da, spil dig frem forbi Helvedhunden, spil dig ind i Hades, spil dig ind blandt Skyggerne.“
