83
❧ UTRO
hende i Møde, men deri åndede en anden, vidt forskellig Luft — vag, men sikker. Hun stirrede kun på ham — så veg han tilbage. Hans Læber luktes i håbløs Kval.
Så begyndte hendes dybe, enstonige Røst at tale, mens Mørket strømmede ind i Stuen:
„Gurrik Olson var her i Går Morges —“
Han foer sammen.
„Gurrik! Gurrik — å ham har jeg jo rent glemt —“
„Han vilde blot melde, at nu var hans Kone og Barnet død“.
„Død —“ han våndede sig sammen, Hænderne knugede Gardinet.
„I Eftermiddag kom Arent Bentson oppe fra Snegrænsen med sin tolv Års Dreng, han havde fået Benene knust under Fjældskred — de lagde ham inde på Operationssengen, ventede i fem Timer — så døde Drengen.“
Røsten tav; han pressede Gardinets ru Tøj mod sin Pande, hans Åndedræt stønnede højt — hendes hørtes næppe.
Pludselig gjorde han sig fri i et Ryk og vendte sig mod hende:
„Ja, Ursula, det er frygteligt, frygteligt — men hvad skal jeg gøre? Jeg kan jo da ikke være alle Vegne! Nu i Forgårs Aftes måtte jeg jo helt ned i Dalene, og da jeg på Tilbagevejen skyndte mig hjem, blev jeg standset på Skrænten dér —“ Stemmen blev ligegyldig, „ved Rengården og hentet ind til — du véd —“
Hun standsede ham med et Blik, så han krøb sammen i Vindueskrogen.
„Men Barnet! Drengen!“ foer han op, „Ursula,
