624
Luther rejste hen til forskjellige af de Steder, hvor Ustyret var værst, og hvad han saa og hørte, stemte ham ikke til Mildhed. Etsteds haanede man ham, da han i en Prædiken pegede paa Krucifixet, og han fandt ingen Ørelyd for sine Formaninger til Fred. Han gjorde tvært imod den Erfaring, at jo mere han formanede og lærte dem, "desto mere oprørske, stolte og gale blev de, og de viste sig alle Vegne saa trodsige, som om de vilde slaas ned uden al Naade og Barmhjertighed." Det stod klart for ham, at hvis han i det Øjeblik uforfærdet gav Sandheden Æren, saa vilde han ikke længere være det menige Folks Mand, og han følte, at det kunde være svært nok for ham at bryde med Almuen; "thi det stikker dybt i os, at vi gjærne se, at Folk ere gunstig stemte over for os." Hvor højt Sandheden i hans Øjne stod over Folkegunst, vil man se af det efterfølgende lille Skrift, der er affattet i Begyndelsen af Maj Maaned 1525.
Salme 7, 17.
eres Misgjerning skal komme tilbage paa deres Hoved,
og deres Voldsfærd skal nedfare paa deres Isse.
1. I den forrige lille Bog turde jeg ikke dømme Bønderne, fordi de erklærede sig villige til at lade sig tale til Rette og bedre belære, som da ogsaa Kristus byder, at man ikke maa domme, Matth. 7, 1. Men inden jeg ser mig for, gaa de videre og slaa til med væbnet Haand og glemme, hvad de selv have tilbudt, røve og rase og bære sig ad som gale Hunde. Deraf ser man nu klarlig, hvad de have baaret paa i deres falske Sind, og at det har været idel Løgn og Opdigtelse, hvad de under Evangeliets Navn have fremsat i de tolv Artikler. Kort sagt, det er idel Djævelsgjerning, de iværksætte, og i Særdeleshed er det Ærkedjævelen, der regerer i Mühlhausen og anstifter ikke andet end Rov, Mord, Blodsudgydelse, saaledes som da Kristus ogsaa siger om ham,
