106
— Saa? Ja, det forstaar jeg mig jo ikke paa, sagde Lise rolig, iført al sin enfoldige Uskyld — i Egenskab af Medlem af en gammel Krybskyttefamilie.
Samtalen var gaaet istaa, og det var dumt. Hendes Uvillie mod Hanne havde maaske endog været kjendelig; i alt Fald syntes den unge Pige ikke at føle sig opfordret til at fortsætte. Hvad havde hun nu ud af det? — Langt fornuftigere havde det været at faa hende til at snakke løs og mulig forsnakke sig. Fremfor Alt se at komme paa Sporet af hendes Hensigter med Mølleren, hvis hun virkelig havde saadanne — for det var jo endnu muligt, at det Hele var blind Allarm. Eller om hun maaske skulde have en Kjæreste; det maatte man med lidt Snedighed kunne faa hende — ikke til at tilstaa, men maaske nok til uforvarende at tabe en Stump Antydning deraf — en eller anden Bisag, der syntes at vedrøre noget helt Andet: f. Ex. at hun gik ene ud om Aftenen (hvad skulde hun gjøre det for, uden for at træffe ham?) eller at hun skrev mange Breve — for det sandsynligste var, at hun havde en Forbindelse i Kjøbenhavn, hvor hun havde været til for et Aars Tid siden. Noget skjult Kjæresteri havde hun sikkert nok, siden hun skabede sig saa hellig. — Og hvor vigtigt var det ikke at være i Besiddelse af saadan en Hemmelig-
