107
hed, hvis Mølleren virkelig skulde kaste sine Tanker paa hende.
Lise stillede sig ved Siden af Hanne, og mens hun begyndte at slibe Knive, aabnede hun Samtalen med Spørgsmaal om, hvordan det var gaaet til paa Kirkegaarden, om der havde været Mange, om hvad Præsten havde sagt og hvilke Psalmer der var blevet sunget — selv havde hun jo ikke kunnet være med, der var saa meget at gjøre i Huset. Naa, Præsten havde talt saa kjønt over hende? ja, det havde hun saamænd fortjent, hendes kjære Madmoder — hun havde lidt saa taalmodig! Og det var heller ikke mer end rimelig, at Alle der fra Egnen havde givet Møde — det havde ogsaa nok gjort Mølleren godt, saadan almindelig Deltagelse — om den ogsaa ikke trøstede, men Herregud, man saae det jo dog gjerne. Ja, han var svært nedtrykt, Mølleren, det kunde jo ikke være andet! Men forresten var man jo saadan lidt efter lidt bleven forberedt paa det: og egentlig var det jo godt, at der saa snart var blevet løst op for hende, for Helbredelse havde der nok ikke kunnet være Haab om, og saa var der saa Mange, der gik og droges med den Sygdom i flere Aar. Ogsaa for Møllerens Skyld var det godt, naar det dog skulde være; endnu var han jo i sine bedste Aar, og naar Sorgen havde sat sig, saa var det jo slet
