118
Og hvis dette havde været Tilfældet, kunde Madam Andersen dog neppe have sat et mere forfærdet Ansigt op. Hun stirrede med store Øine paa Præstens Glas — hvorhen ogsaa hele Koret vendte sine Blikke, med en uvilkaarlig betænkelig Mumlen, mens det glemte at drikke.
Ogsaa Præsten glemte det — ogsaa hans Blik var fasttryllet til Glasset, som han endnu holdt med halvt udstrakt Arm: det havde en lysende Revne fra Randen helt ned i Bunden. Han var ganske hvid i Ansigtet, og Haanden rystede saa stærkt, at den gode Vin vilde være bleven spildt — hvis den havde været bedre.
Endelig fattede han sig, skyllede Drikken ned med en Mine, som om han drak Gift — hvilket iøvrig aabenbart Intet havde med dens Qvalitet at skaffe — saae sig om og sagde med spæd Stemme og et usikkert Smil:
— Naa, vi er jo ikke overtroiske.
Sandheden var imidlertid, at han hørte til en Familie, der roste sig af at være synsk, og hvor allehaande Anelser og Varsler grasserede; saa at han i dette Øieblik følte sig forvisset om, at den Salighed, han lige havde prist, snart vilde gjøre sine Fordringer paa ham som Borger af en bedre Verden gjældende, og hans daglige Bøn blive opfyldt
