133
fandt sig uformodet hans Onkel, den gode Biskop Otto. For denne fromme Mand havde den lumskelig myrdede Jomfru Karen aabenbaret sig, ikke for at hævne sig selv men for at frelse den Elskede fra den samme Skjæbne, der saa tidlig havde bortrevet hende. Fru Mettes Gjemmer blev undersøgte, og man fandt mistænkelige Pulvere samt uhyggelige kabbalistiske Opskrifter. Lænket sammen med sin Elsker blev hun kjørt til Byen, hvor de kastedes i Taarnet, og da de ikke godvillig bekjendte, gradvis underkastedes pinligt Forhør efter alle Kunstens Regler.
Sandsynligvis havde Forfatteren en Gang besøgt Martertaarnet i Nürnbergs Borg eller et lignende velforsynet Rustkammer for den opfindsomme menneskelige Grumhed, thi han forsømte ikke med den pinligste Detaillering at følge Gangen i Fru Mettes Forhør, og med ubarmhjertig Anskuelighed skildrede han hvert eneste Redskab og lod det vise sig i Virksomhed overfor det bestandig mere blottede skjønne corpus delicti — thi medens en Folkeforfatters Velanstændighed havde forbudt ham paa et tidligere Stadium at lade usynlige Amoriner afsløre Fru Mettes sidste Ynder, saa fandt han ingen Retsgrund, der kunde hindre haandfaste Bøddelknægte i at gjøre det, og Pinebænken var et Leie, paa
