134
hvilket Læseren uden at rødme kunde se hende ligge nøgen.
Paa Jørgens naive og derfor stærke og letbevægelige Fantasi virkede alt dette saa eftertrykkelig, at han under Læsningen bogstavelig talt befandt sig bestandig mere værkbruden, lemmevreden og radbrækket. Men heller ikke, naar han længst havde lukket Bogen og lagt den fra sig, var han derved kommen udenfor disse Rædslers Raaderum: de havde paa den uhyggeligste Maade indlogeret sig i hans daglige Omgivelser og rigtig lagt sig til Borgeleie i Møllen. Denne, der i Begyndelsen af Fortællingen havde været selve Borgen med dens Svale og Høienloft, den blev nu — og i en langt virkeligere Form — helt og holdent Martertaarn, hvor man fra Loft til Loft steg op til bestandig mere udsøgte Pinsler. Med alt sit klodsede, tykt tilstøvede og spindelvævs-behængte Bjælkeværk lignede hvert af disse Møllelofte, navnlig i Skumringstunden, de uhyggelige skumle Taarnrum, som han havde læst om. Og navnlig sent om Aftenen, naar en ussel Smule Lampe midt paa Loftet spredte en lille Lyskreds, brudt af svære Slagskygger, medens udenfor denne Kreds det tilbagetrængte Mørke syntes at samle sig saa meget tættere: — saa var det ligesom om Alt var forberedt til et Forhør, og den utydelig skimtede store Sigte var grangivelig en Pinebænk, der ventede paa
