3
umuligt at lade saa stor en Del af det dyrebare Værk ligge brak.
Han fandt imidlertid sit Mod rigelig belønnet; det han fik at læse var saa overordentligt, at han blot ønskede, der havde været een Gang saa meget til. Her omgikkes han med gjæve Riddere, der altid stolprede om i Jernrustninger, som levende Kakkelovne, og havde øvet de eventyrligste Bedrifter, navnlig i det hellige Land, hvor de pleiede at spalte Saracener ned til Tænderne, ja, naar de var særlig oplagte, til Saddelbommen. Sligt talte de om, mens de gyldne Bægere tømtes saa tidt, at man blev helt tørstig ved at læse om det — ved det sidste havde de allerede Foden i Stigbøilen, hvorpaa de satte Guldsporer i Siderne paa ædle Gangere, af hvilke den ædleste var en arabisk Hingst, Korsridderens Bytte, der lod Jorden forsvinde under sine fire guldskoede Hove: — Jørgen havde aldrig anet, at der var saa meget Guld til i Verden. Og hvad Damerne angaar, saa kom de raslende i lyst Silke eller steg til Hest i farvemættet Fløil, men hverken Silke eller Fløil nænnede helt at skjule Brystets snehvide Dobbelthøie; og saa tindrede det om dem af Ædelstene og Perler som i en Skov efter Regn. Kun een Ting forstyrrede den ærlige Svend: det var de ganske simple og dagligdags Navne; at
