Side:Møllen.djvu/150

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

138

— Ja, jeg skulde ogsaa synes, her er nok at gjøre for mig her paa Møllen, og jeg faar være om mig. Men iaften er er jeg doven — det er ogsaa saa varmt.

Hun gabede hjertelig.

Jørgen skrævede langt ud — hen til Lemmen og lukkede den forsigtig op for at kigge ned paa Broloftet.

— Nei, jeg har sendt ham ned i Haven at plukke Stikkelsbær.

— Lise!

— Naa, hvad gaar der nu — —

Hun fik ikke talt ud. Jublende ved den Tanke, at Lise saaledes havde forberedt et uforstyrreligt Stevnemøde havde Jørgen allerede omfavnet hende, Hun stred tappert imod; men snart slappedes hendes Modstand, ja et Øieblik forekom det Jørgen, som om hun idet hun bøiede sig ned ligesom for at undgaa hans Kys, knugede sig tæt ind til ham. Han var ude af sig selv, ør af Seirslykke. Men neppe havde hans Knebelsbart rørt ved hendes Kind, saa fik hun snoet sig fra ham paa en ubegribelig Maade, stødte ham omkuld paa en Sæk — og stod saa henne ved Trappen.

— Sikke nu Noget! udbrød hun i en ærgerlig Tone … Jeg kommer her for at snakke lidt med