171
at Væden ikke var trængt igjennem til Skjorteærmerne — at han endelig ikke gik hen og forkjølede sig! … Om hun ikke skulde lave lidt The? Det behøvedes ikke, mente Mølleren — hvad Hans angik, skulde han jo strax i Seng.
— Nei, se den pæne nye Trøie, som den er bleven pjadsket til!
Først nu faldt det Drengen ind, at det var hans Stadsdragt, som han kun havde haft paa et Par Gange. Den saa rigtignok sørgelig ud: navnlig paa Ydersiden af det høire Ærme var det graa Tøi helt sort, og Buxerne vare tilstænkede forneden. Og han opløftede sin Røst og græd. Lise trøstede ham paa det Bedste; hun hængte Trøien op paa Kjøkkenstolen som paa et Stativ, saa at de vaade Folder ikke kom til at berøre hinanden, saa vilde den være som ny imorgen; og naar Buxerne vare tørre, skulde hun børste dem, saa der ikke var en Plet at opdage. Trøstet ved denne Udsigt holdt han op at græde høit, men snøftede endnu saa smaat, overvældet af Følelsen af sin egen Uværdighed til saa megen Deltagelse. Og det hjalp ikke at Trofast, der nu efter den vel overstaaede Renselsesfest var gjengivet til Hvalpelivets Munterhed, sprang op ad ham og slikkede hans Hænder, ja tilsidst endogsaa hans Ansigt: — tvertimod, den vaade Hund mindede han om, hvad de begge skyldte den miskjendte Lise.
