184
dem forbi og blæste et Par silkeglindsende Haar frem over hendes Kind. Hun havde en marineblaa Kjole paa, der faldt løst og frit og samledes om Livet af et Læderbælte. Paa Hovedet sad nok saa kjækt en graa, flad Hue af strikket Uldgarn, og denne halvt drengeagtige Hovedbedækning gav hendes ellers saa rolige Ansigt en vis skjelmsk Ynde.
Hun raabte igjen, denne Gang med en lille Variation.
— Hvad er det dog De siger? spurgte Mølleren med et godmodigt Smil.
Hanne blev rød i Hovedet og strøg Haaret tilrette bag Øret:
— Jeg sagde »Lamsebenet« — det er dens Kjælenavn. Den var jo kun et lille Lam, da jeg fik den, og nu kalder jeg den saadan endnu.
Der lød hurtige smaa Skridt bagved dem; det var Hans, der kom løbende, fulgt af Hektor, en hvid og brunplettet Jagthund, der gav sig til at pringe op ad Mølleren, dens gode Ven.
— Vil Jenny ikke komme? spurgte Hans aandeløs.
— Den maa være løbet langt ind i Skoven idag, svarede Hanne. Vi kan gaa over og raabe ad den anden Kant til, skjøndt jeg troede rigtignok at den var her.
