8
skjøndt nødtvungent. Forgjæves var han flyttet fra Sæk til Sæk henimod Døren: hans langsynede Øie kunde ikke længer skjelne Bogstaverne i det usikre Aftenlys. Det var saare ærgerligt; for han maatte bryde af lige paa det frygtelig spændende Punkt, da Jomfru Mette havde heldt Gift i det Guldbæger, der skulde bringes til den dydsirede Jomfru Karen, der røde Ridders Trolovede. Med ham vilde Mette gifte sig, ikke fordi hun elskede ham, men fordi han var den rigeste og mægtigste Mand paa Egnen; og man kunde skimte, at hun ikke havde Noget imod at blive af med ham paa lignende Maade, naar hun først sad fast som Frue paa Holmborg — ganske tydelig skimtedes dette af den røde Ridder hans Væbner, som netop var den, der overbragte Jomfru Karen den skjæbnesvangre Drik.
Denne forbryderiske Vending, som Fortællingen saa uventet tog, satte Jørgen i et stærkt Sindsoprør, navnlig ved Hjælp af de Paralleller, som han uvilkaarlig havde draget. Lise — mon hun ogsaa var i Stand til saa frygtelig en Gjerning! En Anelse om det Dæmoniske i Kvindenaturen rystede ham med en Rædsel, der ikke var uden Tillokkelse. Men det Værste var næsten, at Væbneren betød ham selv: — forlængst havde han tilegnet sig hans folderige gule Støvler med de klingrende Sølvsporer, Silkekoften og den lille Fløilskappe bræmmet med
