195
afgjørende Skridt og forsøgte at interessere sig for hvad hans Ven videre udviklede om den udbredte Verdslighed.
Skovfogden skrev denne Faamælthed paa Regning af manglende kirkelig Interesse. Han maatte vækkes! En tung og indesluttet Natur som hans, ovenikjøbet lutret smertelig ved et saadant Tab, var aaben for Naaden og ventede blot i bevidstløs Halvslummer paa dens vækkende Berørelse ....
Da de havde naaet Skovbetjentens lille Hus i Udkanten af Skoven, og Fogden havde givet gamle Ole sine Ordrer, gik de tilbage tvers igjennem Tykningen, uden Vei og Sti, saa at al sammenhængende Underholdning faldt bort af sig selv.
Mølleren bøiede nogle hindrende v Grene tilside og traadte ud paa en Skoveng. Neppe hundrede Skridt borte stod en solgjennemstraalet Granlund, og mellem dens spinkle Stammer blaanede en kalket Længe. Han havde ikke anet, at de vare saa nær ved Huset: det var netop det Sted, hvor Jenny var smuttet ud før. Hektor foer allerede gjøende afsted for at melde deres Ankomst. Skovfogden traadte ud lidt tilhøire for ham; han redte leende nogle Spindelvævstraade ud af sit krusede blonde Skjæg, tog sin Kasket af og tørrede Sveddraaberne af sin Pande med Ærmet.
— Der kan du se! saadan kom vi hurtig hjem.
