III.
Det var Middag.
Et skarpt Sollys skjød sig gjennem de smaa Ruder ind paa Broloftet, hvis Rum var dunkelt og snevert mellem de opstablede Sækkebjerge. Det gyldne Melstøv, der dirrede i Straalebundtet, sattes i hurtigere Kredsning, hver Gang Jørgen trillede en Sæk over Gulvet, og blev til et hvirvlende Khaos som af jaget Damp, naar han med sin Bør væltede en Sæk over paa de andre, og der vældede en ny Ladning Substans op i den allerede mættede Melluft.
Han var ene om Arbeidet. Lars var sat i Virksomhed oven paa, hvor han passede Kværnene under Tilsyn af Mølleren, der sad og skjærpede en Møllesten.
Jørgen var ene med sine Sække og sin ulykkelige Kjærlighed. For han var ikke kommen videre siden hin Augustaften, da han mente at være kommen vidt og ikke at have saa langt igjen. Jo
