249
og hvast, virkende Død og Fordærvelse for stakkels Jenny.
Det var meget langt fra at Lise befandt sig i en velvilligere Stemning nu end før, da hun havde gjort Møllen usikker. Hendes Uvillie og onde Lune havde kun concentreret sig og taget en bestemt Retning, hvorved den ganske vist lededes bort fra hendes nærmeste Omgivelser. Den var gaaet paa Vandring. Som der siges om de indiske Helgener, at de samle deres Sjæl og rette deres Opmærksomhed mod et bestemt Verdenshjørne og nu gjennemtrænge denne Del af Verden ganske og aldeles med deres Velvillie, deres Kjærlighed, deres Sympati og absolutte Medlidenhed med alle levende Skabninger: — saaledes rettede Lise sin fulde Opmærksomhed mod Nord-nord-vest (som et Krybskyttebarn fra Mose og Skov havde hun Kompasset i Hovedet og saae diagonalt gjennem Stuen mod Kommodens nærmeste Hjørne) og gjennemtrængte Universet i denne skyldige Retning med sin Foragt, sin Vrede og sit absolutte Had til Alt og Alle. Og derpaa concentrerede dette hendes udstraalede Væsen sig paa et enkelt Sted i denne Retning og gjennemtrængte det med sit intensiveste hvidglødende Raseri — og dette Sted var Skovfogedhuset. Hun kjendte det ud og ind fra Hans' Beskrivelse — saae det for sig: Veien derhen og Huset selv; For-
