261
Hun vendte sig bort fra ham, aabenbart overvældet af Skinsyge.
— Ja netop ude hos — hos hende — der tænkte jeg hele Tiden paa dig — jeg løb hjem til dig, saa snart jeg kunde — og her har du mig.
Han vilde lægge sin Arm om hendes Liv, men hun traadte hurtig et Skridt til Side.
— Hvor er Hans? spurgte hun stakaandet, som om den Tanke forskrækkede hende, at Drengen hvert Øieblik kunde komme ind til dem.
— Han er ude i Skovfogedhuset … Jeg lod ham blive der, fordi jeg vilde være alene med dig — alene med min egen Lise.
Han drog hende til sig, men hun strittede imod og stemmede sin Arm mod hans Bryst.
— Nei, nei, hvad vil De?
— Lise!
— Lad mig være! hører De?
Hendes Stemme skjælvede af en pludselig Angst, der som en uventet Hjelper dukkede op fra hendes Jomfrueligheds Urgrund og overraskede hende selv ligesaa meget som Mølleren.
— Men Lise — vær dog ikke saa … du veed jo da nok, at jeg holder af dig, og du holder jo da ogsaa selv lidt af mig — ikke sandt?
Han trykkede hende til sig og kyssede hende flere Gange heftig.
