262
— Husbond! bad hun.
Der var igjen denne Angst i hendes bønlige Stemme, og han følte, hvorledes hele hendes Legeme dirrede.
— Du lille Nar! hviskede han.
— Nei, nei, nei! — jeg vil ikke! jeg vil ikke! skreg hun pludselig og rev sig løs med en uventet Kraftanstrengelse.
Mølleren blev staaende ganske betuttet, mens hun i et Par Spring satte hen til Folkestuedøren, hvor hun havde sin Tilbagetogslinie fri. Hun benyttede den imidlertid ikke, men blev staaende der i Krogen bag Kommoden, hvor hun heller ikke var ganske ene, men fandt et opmuntrende Selskab i Pilatus, som gned sig op ad hendes Ben.
— Hvad skal det nu til at skabe sig saadan? udbrød Mølleren ærgerlig. Lad det nu være nok med de Barnagtigheder!
Og han gik hen imod hende.
Om nu Pilatus havde en Følelse af at burde beskytte sin Herskerinde, eller den muligvis i sin Krog saae sig selv truet af disse voldsomme Skridt — den foer i alt Fald et Sæt frem, krummede Ryg og viste Børster, mens den hvæsede med et næsten dæmonisk Raseri.
Dette høist uventede Angreb standsede Mølleren et Øieblik. Han havde ikke anet, at Katten var
