263
der, og dens pludselige arrige Tilsynekomst indgjød ham en uvilkaarlig Skræk — som om en lille Trold var faret op af Gulvet. Mølleren stirrede paa Katten, og Katten stirrede paa ham, og den hvæsede, og han snerrede:
— Fordømte Bæst!
Et Spark sendte det fordømte Bæst over mod Væggen.
Lise, der nu uden sin Genius' Beskyttelse saae sig stillet umiddelbart overfor Mandsfaren, udstødte i dette Øieblik et gjennemtrængende, skingrende Skrig; og i Stedet for — som han havde ventet — at gjøre Skridtet frem, tumlede Jakob helt tilbage til Sengen — næsten til Vinduet, hvor han var kommen fra, saa forbløffet blev han ved denne energiske Modstand, som han slet ikke havde været forberedt paa. Han hørte ikke paa den skjærende Klang i dette Skrig, at det ikke saa meget udpressedes af Angst for ham, som af Angst for hende selv — Frygten for hendes egen Lyst, der var ved at overgive hende, i Forbindelse med Bevidstheden om, at hun jo havde besluttet ikke at give efter.
— Hvor kan du dog tage saadan paa Vei! mumlede han … Du behøver da ikke at være bange for mig!
