281
Han lænede sig tilbage, dampede i Taushed et Par Minutter og pustede Røgen ud af Munden eller gjennem Næseborene, indtil han havde spundet dem begge ind i et tæt Taagenet. Lise sad ligeoverfor ham, lidt yderlig paa sin Stol — som det sømmer sig et Tyende — og nippede nu og da til sin Kop, som hun holdt i Haanden. Endelig var den tømt; hun satte den fra sig og gjorde en Bevægelse, som for at reise sig.
Mølleren saae op.
— Ja, se saadan kunde vi nu tidt sidde og drikke Kaffe sammen i al Gemytlighed, bemærkede han. Synes du om det, Lise ?
Han betragtede hende med Velvillie. Hendes Mine var beskeden taknemlig; men hvis hans Blik havde forsket dybere, vilde han have opdaget et anspændt Udtryk, der lurede bagest i hendes kiggende Øine.
— Ja, naturligvis synes jeg godt om det — det kan man jo sagtens synes om. Kaffen smager jo endnu bedre her inde i den pæne Stue, og naar man ikke maa drikke den alene. Men jeg faar vel ikke saa ofte Tid for Maden til at sætte mig saadan til Ro. Idag har vi netop Noget, der bliver hurtig færdigt, saa gaar det nok an.
— Naa, hvad Maden angaar, det kunde vi vel nok komme ud over, mente Mølleren.
