291
den lidt tøvende og frygtsomt havde nærmet sig, satte hun et Fad hen for den fuldt af Brødstykker og gode Kjødben — og det ingenlunde af Beregning, som hun vel ogsaa før havde gjort det for Hans' Skyld — men af ren og skjær Velvillie, fordi Kjøteren nu en Gang hørte med til hendes Mølle. Saa tog hun sig en lille Spadseretur i Haven, hvis hele Pryd ganske vist bestod i nogle forsinkede Asters, der blev ruskede af Stormen, saa det saae ud, som om de hvert Øieblik skulde fare af deres Stilke. Hun gjorde nok en Runde igjennem Værelserne, under hvilken der ikke faldt hende noget Nyt ind, og saa satte hun sig i Sofaen i Dagligstuen.
Tiden begyndte at gaa langsomt for hende. Flere Gange søgte hendes Blik hen til det smukke Uhr, som hun havde mistænkt for at være gaaet istaa … Der var kun gaaet eu halv Time! Egentlig kunde hun jo ogsaa tage sig Noget for, — — men nei! hun havde ved Gud arbeidet nok. Nu var Tiden kommen til at hvile sig.
Desværre var det en Smule kjedeligt — saadan alene.
Saa kom hun til at tænke paa Jørgen.
Han var ogsaa alene derovre paa Møllen, for Lars var jo gaaet til sin syge Moder, og Christian kjørte paa denne Døgnets Tid altid om med Møllevognen. Ogsaa Jørgen var alene, men rigtignok
