326
aldrig bleven hørt af disse undersætsige, knortede og silkebarkede Bøge. Men saa lignede de igjen nøiagtig dem, der stod nord for Skovfogedhuset, hvor han ofte var vandret med Hanne, lyttende til saa mange gode og kloge Ord fra hendes Læber, til hvilke Bøgene havde hvisket Bifald udfra deres hundredaarige Erfaring og dybt rodfæstede Naturvisdom.
Og saa kom igjen Erindringerne fra den eneste Gang, da han selv var kjørt her. Dér var den høie Eg tilhøire for Veien, med Storkereden i Toppen, som Christine havde gjort ham opmærksom paa. Det var ham livagtig, som om hun sad der ved Siden af ham og nikkede bifaldende: — »Det er ret, Jakob! nu kjører du ad den rigtige Vei! Men derude var du rigtignok fælt paa afveie!« — Ja visselig, saadan vilde hun have sagt, saadan sagde hun, for hun var der jo virkelig, om end ikke synlig og hørlig. — Ja men, det er jo ikke saadan at jeg kjører derhen — blot for at tage Afsked. — »Har du da ikke lovet mig det, Jakob? Og hvorfor kjøre hen for at tage Afsked? Fordi du vil gifte dig med Lise! Og har du ikke lovet mig ikke at gjøre det? Siig ikke, at der ingen Navne ere nævnede! to Gange vil du bryde det Løfte, du har givet din døende Hustru?« … Det kan ikke være Andet, Christine! Jeg kan ikke
