337
Herved blev han nu opmærksom paa at han endnu bestandig holdt hendes Haand, og han gav næsten forskrækket slip paa den. For det var jo ikke Meningen, og det kunde ikke blive Meningen — om ogsaa et helligt Løfte blev brudt, det kunde ikke!
Men Hanne benyttede strax den frigivne Haand til at klappe Drengens silkebløde, gule Haar og spøgende rulle hans Hoved frem og tilbage, mens hun drillede ham med, at han sagtens kom saa kjælent for at bede om at maatte kjøre hjem med Faderen. Han var hende ret velkommen som Afleder for hendes Forlegenhed, der i Virkeligheden ikke havde været ringere end Møllerens. Thi hun havde ganske vist opfattet hans Yttringer saaledes, som om de vare ham indgivne af Kjærlighed til hende og maaske ogsaa havde til Hensigt at lade hende skimte denne. Da en stille Tilbøielighed for den alvorlige Husven var i rolig Væxt hos hende, saa maatte Virkningen af hans Ord være inderlig velgjørende, saa meget mere som al ophidsende Overraskelse var udelukket. Thi vel havde Broderen ikke sagt hende Noget om sin Samtale med Vennen i Skoven, men der var af sig selv dæmret en Anelse op hos hende om den særlige Betydning som der vel kunne ligge i hin mystiske Banken paa Ruden, og enkelte Bemærkninger af Broderen, som
