360
medens de kun følge deres egen Bane: — Mølleren mærkede ikke engang, at han snublede over et Par Katte, da han satte Foden paa Kværnloftet, for at tumle tvers over dette ud paa Omgangen — thi han trængte til frisk Luft.
Og den fik han. Den stormede ham imøde og rev Hatten af ham — og heller ikke det mærkede han. Og dog var det hans bedste Hat, som han havde taget paa, fordi han kjørte til Byen, og siden glemt at tage af, skjøndt den var meget for god til at bæres i den støvede Mølle, ikke at tale om at flyve i en stor Bue ud paa Marken og der rulle videre paa sin Skygge som et Hjul, Gud veed hvorhen, uden at Nogen brød sig om den.
Dens Eiermand bekymrede sig i alt Fald ikke om den. Han følte kun, hvor det gjorde godt, at den friske Vind kunde blæse frit paa hans Pande og i hans Haar. Og han tørrede Sveddraaberne af sin Tinding, medens han med rystende Knæ støttede sig til »Svandsen«. Saa rev han med et heftigt Greb Vest og Skjorte op, blottede Brystet og gav det til Pris for Blæsten: — Ja, blæs kun herind, du kolde Noverberstorm! Her trænger jeg til at kjøles — ikke i Hovedet; jeg veed det altsammen, jeg seer det ganske tydelig, mit Hoved feiler ikke noget! men her, hvor det brænder som Helvedesild — kom her med din Kulde og varm dig! …
