370
Øie paa ham, han havde jo sig selv og sit Bytte at sørge for.
Forresten kunde jo ogsaa en eller anden have set ham, da han løb over Markerne. Angsten for at blive opdaget kom over ham. Han vilde gjerne dø, maaske vilde han tilsidst tage Livet af sig, men han vilde afgjort ikke falde i Rettens Haand.
Han gav sig til at tænke over det Hele og beroligede sig mer og mer. Hvorledes skulde man kunne overbevise ham? Han havde simpelthen dreiet Møllen, uden at vide at der var Nogen deroppe. Men hvor mærkeligt var ikke det Tilfælde, at han ikke havde truffet Præsten og kun betalt sin Tiende uden engang at sige, at han gjerne vilde have talt med Præsten. Hvis Præsten havde været hjemme, saa vilde han være fortabt. Og ligesaa hvis han havde sagt til Vilhelm, at han vilde gifte sig med Lise — som det jo havde været hans Hensigt — eller blot at han ikke kunde ægte Hanne — allerede det vilde være meget mistænkeligt, og i saa Fald vilde han neppe kunnet være sluppen fri. Og hvor han dog havde været nær ved det! to Gange havde han haft Ordet paa Læberne.
Da han nu undrede sig over, at det næsten saae ud, som om Nogen havde sørget for, at han ikke forraadte sig selv — da det blev ham rigtig
