374
Han saae Hovedet og Skuldren af et Menneske, der holdt sig dækket bag en tyk Bøgestamme. Et Bøsseløb, der blinkede i Maaneskinnet, pegede lige paa ham. Der dannede sig hos ham den dunkle Forestilling, at det vel var den desparate Peer Vibe, som holdt ham for Skovfogden, og han ønskede at Krybskytten vilde skyde ham ned og saaledes hævne Søsteren. Alligevel var han uvilkaarlig standset.
— Hvem er det? Staa stille, eller jeg trykker løs.
Nu gjenkjendte Mølleren Skovfogdens Stemme, og hvor langt han end var fra at være lattermild stemt, maatte han dog næsten le, da han svarede:
— Vilhelm! det er jo mig — Høimølleren!
— For Pokker, er det dig! udbrød Skovfogden, der ved denne høitidelige Leilighed undte sig en beskeden Ed.
Han traadte frem fra sit Skjul og spændte Bøssehanen ned.
— Jeg troede min sandten, at jeg havde Peer Vibe for min Bøsse, sagde han i en lidt slukøret Tone. Han har skudt igjen for en halv Timestid siden —
— Ja, jeg hørte nok Knaldet.
— Hvor var det da?
— Ja, det var lige her i Nærheden.
