378
Under denne Vandring over Markerne havde der hos Mølleren dannet sig en underlig Forestilling. Den var først svævet forbi som et flygtigt Skjær af Haab, havde saa atter og atter indfundet sig, bestandig med tydeligere Omrids og rigere udsmykket med Enkeltheder, og havde nu, da de bagfra nærmede sig til Møllegaarden, sat sig fast som en Forventning.
Han tænkte sig Følgende:
Vi træder ind i Gaarden. Bag Kjøkkenvinduerne er der Lys. Døren gaar op, og Lise kommer ud for at se, hvorfor Trofast gjøer saa lydelig. Og ogsaa i Møllen er der Lys — nemlig paa Broloftet, hvis Vinduer nu er skjult bag Stalden — og Jørgen er der ved sit Arbeide. Og det Hele er slet ikke sket. Det vil sige, de var nok deroppe — det var ikke Noget, jeg bildte mig ind — men de har reddet sig, maaske er de endogsaa gaaet ned, før jeg dreiede Møllen, for jeg stod vist længe derude paa Omgangen. At det dryppede paa Kværnloftet — Blodet paa Panden og paa Haandfladen, det var blot Noget, jeg bildte mig ind; — jeg var jo saa ophidset!
Da han var løbet tvers over Pløiemarkerne ad Skoven til, var han falden en Gang. Haanden var endnu smudsig af den fugtige Jord, og det var ikke
