380
Men ved Stalden stod Mølleren stille, aabnede den øverste Halvdør og kiggede ind. Kun i den nærmeste Baas var der Noget, der rørte sig. Det var Svenskeren: hans egne Heste var der ikke. Christian var altsaa ikke kommen hjem endnu.
Det var netop dette, han vilde overtyde sig om. Hvis Hestene nemlig havde været i Stalden, og han nu — naar han traadte ind i Gaarden, saae Lys i Kjøkkenet: saa kunde det endnu bestandig være Christian, der søgte efter Noget til Aftensmad. Nu derimod kunde Lyset kun betyde Lise.
Den vagtsomme Trofast var holdt op at hyle og begyndt at gjøe — nu kredsede den om dem med rasende Glammen. Møllerens Røst beroligede den imidlertid øieblikkelig, og klynkende af Henrykkelse trykkede den sig op ad ham; det stakkels Dyr havde aldrig følt sig saa forladt som iaften i den uddøde Møllegaard.
Thi som uddød laa den der, da Mølleren nu med bankende Hjerte vovede Skridtet rundt om Hjørnet. Intet Lys — intetsteds! Overfor dette øde Billede følte han med eet Slag, hvor vanvittigt hele hans Haab havde været.
I Forgrunden var kun en Stribe af Gruset skarpt belyst af Maanestraalerne, der streifede den ene Side af Brønden. Paa Stuehuset tilvenstre skinnede en Trekant af Kalkmuren lige ved Hjørnet,
