381
hvor Rækværket saa forneden fortsatte den hvide Glands, medens Skorstenen foroven lyste som en udsat Post; midtveis, mellem begge disse Kalklys, dæmrede det mossede Straatag med et mat Skjær, som en Svamp fuld af indsuget Maaneskin. Alt Andet var overskygget af Møllen, der reiste sin tunge Masse mod Himlen og lod sine Vinger hvirvle, bælgmørk fra Hat til Sokkel — kun at man i denne, indrammet af Underkjørslen, saae et lille Landskabsbillede med Sølvskyer over spredte Træer.
Der var noget ganske særlig Uhyggeligt og Skræmmende ved denne arbeidende Mølle, i hvilken der ikke var det svageste Lysskjær at opdage. I vor Fantasi er Billedet af en natlig malende Mølle saa fast sammenknyttet med Forestillingen om Lys — Lys, der fra smaa Ruder kigger ud til alle fire Verdenshjørner og straaler vidt over det dunkle Land, et beskedent og landligt Fyr for den ensomme Vandringsmand, med glimtende Bud om hvor der endnu er vaagent Menneskeliv at finde. Disse Forestillingers Forbindelse har jo endogsaa nedfældet et Slags ordsprogligt Metal. Her var nu ikke »Lys paa Møllen«. Og denne Omstændighed, hvor ubetydelig og intetsigende den end kan synes at være, gjorde et næsten gyseligt Indtryk paa de to Venner, saa at de blev staaende der i Hjørnet
