426
Christian spilede Øinene op.
— Saa har Husbond altsaa ogsaa hørt det dryppe?
— Ja vel, den Gang det var det rigtige Blod, der dryppede.
— Naa paa den Maade!
— Og Spøgeri, min Ven. det tænker jeg man skulde kunne høre, om saa alting buldrede løs, hvad der kan buldre i en Mølle. Men det faar skynde sig lidt, for nu gider jeg snart ikke sidde her og vente længer.
— Saa skal det naturligvis nok begynde, ligesom Husbond er gaaet.
— Ja ja! saa kan du jo hente mig.
Mølleren gav sig til at heise en Sæk op paa Sækkebordet og fylde paa Kværnen, for at fordrive Tiden — han vilde ikke længer sidde der og ruge over sine Tanker.
— Hvor er egentlig Pilatus henne iaften? spurgte han, da han var sprunget ned fra Melkarret.
— Ja, det er ogsaa underligt nok, at han ikke er her. Ellers pleier han jo altid van at gaa og skabe sig derhenne paa sin akavede Maade.
— Ikke saa meget som en Kat! brummede Mølleren, ærgerlig over den fuldstændige Blottelse
