435
saa mærkede Hans dog meget godt Forskjellen fra Sommerbesøgene.
Nu havde Drengen idag faaet at vide, at Tante Hanne ikke længer skulde være Tante, men »Moder«. Madam Andersen havde paataget sig det Hverv at sige det til ham, og hun glemte ikke at tilføie, at hans salig Moder havde holdt meget af Hanne, og at hun vilde glæde sig i Himlen, naar han var rigtig kjærlig og god mod sin nye Moder. Mølleren var meget ængstelig ved Tanken om, hvad Indtryk det vilde gjøre paa ham. Der faldt en Sten fra hans Hjerte, da Drengen kom stormende imod ham og uden at kunne sige Noget trykkede sig ind til ham med Glædestaarer i Øinene. Og idet han nu saae sin Søn og sin Forlovede sammen, fyldtes han af en stille Glæde, og sagde beroliget til sig selv, at han ganske vist havde handlet rigtig, allerede af Hensyn til Hans. Drengen havde i denne Vinter hverken haft Moder eller Fader, og saaledes kunde det ikke blive ved at gaa. Om han end selv ved sin Vildfarelse og sin Forbrydelse havde forbrudt alt Krav paa huslig Lykke — saa kunde dette jo dog ikke blive hjemsøgt paa det uskyldige Barn; og naar han gav det en Moder, snarere end at han selv tog sig en Hustru, saa vilde der vel ogsaa kunne straale nogen Fred over paa ham selv, og den vilde blive undt ham for Barnets Skyld.
