444
ømmere til hende, og som hun selv stedse fik kjærere, han var der imellem dem som en lille blind og uvidende Amor. De talte sammen om hans Natur og Anlæg, hans Opdragelse, hvordan man bedst skulde tage ham — og de talte snart sammen om Alt hvad der bevæger et Menneskegemyt dybest, om de store Spørgsmaal, de evige Sandheder. Her var hun videre end han — hun havde baade læst og tænkt mere derover — og han var snarest den modtagende, han der dog skulde være hendes »Hoved«. Det var ikke Noget, hun hovmodede sig af, men der var dog en eiendommelig stolt Glæde ved saaledes at føre ham paa Veien til Gud. Og hun mindedes deres Vandringer ved det blanke Sund, mellem de askegraa Bøgestammer under et Løvtag, der fra Gang til Gang blev mere broncegyldent, eller om Aftenen i det stille, fromme Maaneskin, der gjennemaandede Høstskoven med sit Sølvlys.
Og saa var det at det Frygtelige var hændedes ham paa Møllen, et Par Timer efter at de havde talt sammen i hendes fredelige lille Dagligstue. Det forekom hende saa underligt, at dette faldt sammen med at hendes kjære Jenny var bleven skudt af Lises Broder. Det var ligesom om Raadyret havde været Idyllens Aand, der var veget bort fra deres Liv, som der nu skulde falde saa
