446
kunde have været mindre menneskesky — i alt Fald overfor dem — kommet oftere og talt aabnere; men han havde jo en Gang Ord for at være en tung Natur. Det maatte komme af sig selv, lidt efter lidt; det var ogsaa hendes Broders Mening, naar de talte sammen derom.
Og nu var det kommet! Med Is og Sne var ogsaa hans Hjerte smeltet, med Løvspring og Blomstring havde Haab og Livsmod atter udfoldet sig. Maatte det nu ogsaa blot lykkes hende for bestandig at holde de mørke Tanker borte fra ham, saa at de aldrig mer fik Overhaand! Thi endnu laa de paa Lur og truede, det mærkede hun vel, og det forstod hun; det kunde ikke være anderledes. Om kort Tid vilde dette være hendes Hjem, hun vilde have sin daglige Gang her. Maatte hun da aldrig sidde her ensom og græde, fordi hendes Kjærlighed dog ikke havde mægtet at forjage de mørke Skygger og give ham Fred!
Fordybet i saadanne Betragtninger mærkede hun ikke, at der kom Nogen, før Mølleren stod ved Siden af hende.
— Jeg vidste nok, at jeg kunde træffe dig her, Hanne, sagde han.
— Ja, jeg trængte til at være her igjen … Det er saa kjønt af dig, at du kommer til mig.
