471
var ham muligt at gjøre det; det er ham, som myrdede han dem endnu en Gang — men der var ikke Halvdelen af et Sekund at betænke sig, og han er midt i Arbeidet, inden han ret veed af det. Det er som den frygteligste Straf, som var han fordømt til at staa her og dreie Gangspillet og myrde i al Evighed. Ja, ganske saadan baskede og smeldede Seilene den Gang stedse fornøieligere, eftersom de nærmede sig Vindretningen, og saaledes skar ogsaa Vingerne gjennem Luften med disse susende Stød, der bestandig blev vægtigere og hurtigere. Nu er han allerede selv saa temmelig i Læ. Og nu standser Dreiningen ligesom den Gang paa Halvveien, uden at Vingerne komme om i Vinden. Det er tilstrækkelig saadan, naar blot Blæsten ikke falder i dem bagfra, og det er ikke Omstændigheder, under hvilke man gjør mere end hvad der netop er tilstrækkeligt.
Mølleren løser Persestangs-Kjeden, holder den et Øieblik i Haanden, mens han med øvet Øie følger Vingernes Sving, giver los og løber frem mod Vingerne, som han naar just som den ene standser nede ved Omgangen. Blæsten synes at have sagtnet en Kjende, mens han løser Linerne og ruller den nederste Del af Seilet sammen. Men da han nu klattrer op i Hækken, tager den fat igjen som om den vilde ryste ham ned. Dernede ligger
