481
stige ned. Hans Blik var fasttryllet af en underlig Ting, der laa et Par Skridt fra ham i Døraabningen; — og han bøiede sig frem for at se den rigtig. Det var en lodden Klump, sort forbrændt, ikke til at faa Rede paa, hvis ikke et nogenlunde bevaret Kattehoved, der stirrede paa Mølleren med eet gult Øie, havde sagt ham, at det var en Del af hvad der for faa Minutter siden havde været Pilatus.
De raabte dernede: — »Stigen er der, Jakob!« men han kunde ikke vende Blikket fra dette Reliqvie. Det gule, af Brandskjæret levendegjorte Øie stirrede op paa ham, som det nylig havde stirret op paa hende — disse næsten helt afsvedne Børster havde han lige nu set som lange Knurhaar bøiede fremad af Skjørtets Fold, som Hovedet gned sig imod. Altsaa Lynet maatte være slaaet lige ned igjennem den — saa nær — hvis han ikke var bleven staaende et Nu — — — Han var nu klar over, at skjøndt han tydelig havde set Jørgen og Lise og opfattet endogsaa alle Enkeltheder (han huskede endnu, at der sad en haandformet Melplet paa hendes Bryst, og at hendes høire Ærme var smøget op), saa var der dog kun forløbet en forsvindende lille Tid fra det Øieblik, da han standsede ved at se dem og til han sprang tilbage for hendes Blik. Hvis han altsaa ikke var standset og saa sprunget
