482
tilbage, men gaaet frem, som han vilde have gjort, hvis der Intet havde været, saa var han ufeilbarlig bleven ramt af Lynet; thi Pilatus havde staaet nøiagtig paa Veien fra Dør til Trappe.
Det var dette underlige Jertegn, at Spøgeriet havde frelst ham fra en lynbrat Død — det var det, der optog hans Tanker saa stærkt, at han var døv for alle Tilraabene — selv for de brølende fra Dragen, der fandt, at Jakob »holdt for godt ud.«
Men nu var det ikke længer Raab, men et forfærdet Skrig. Det lysnede rødt og blussede tilvenstre — noget brændende Straa faldt oppe fra Hatten ned paa Omgangen — det var det første Skred.
Saa rev Mølleren sig løs, og lettere, end han havde tiltroet sig selv det, svang han sig over Rækværket og klatrede ned ad Stigen. Med et »Gud være lovet« kastede Hanne sig om Halsen paa ham, og Hjerteklangen i hendes Stemme fortalte ham tydeligere, end hendes Ord selv gjorde det, om den Angst hun saa længe havde udstaaet for hans Skyld. Men han trykkede hende ikke fastere til sig, han havde ingen Ord til at svare paa hendes med, og kun et dybt, forpint Suk trængte sig frem af hans Bryst, medens han nu villieløs lod sig føre over mod Huset.
