53
Kalk og med en barok Omknækning ind paa det lave Loft. Hun havde lige bredt et rent Lagen over en Seng, hvor det endnu posede sig op; — hele Rummet var et Chaos af hvirvlende Røgtaager. Jørgen stod hos hende, lænet til Sengens Fodstykke, og dampede af sin Pibe. Han foer lidt sammen, da Mølleren traadte frem i Døraabningen, i alt Fald forekom det hans Husbond saadan.
— Lise, sagde Mølleren, det er vel bedst, du sørger for lidt The til Præsten — jeg ser, at Christian er i Lag med at spænde for.
— Præsten pleier jo ikke at drikke The.
— Ja men — det kan dog være — iaften … det er lidt koldt for Præsten … saa er det da altid godt at faa Lidt at varme sig paa … Det her kan jo da vente.
— Ja, ja da! sagde Lise ligegyldig og beredvillig, lod Alt ligge, som det laa, og gik.
Mølleren slentrede langsomt bagefter. Han ærgrede sig over sig selv. Hvor det var dumt, at han ikke først havde ladet hende gjøre Værelset færdigt, de to Senge var jo redt! — Nu maatte hun derhen siden, og saa kunde han dog ikke igjen snuse om der og passe paa, hvor længe hun blev der eller hvad hun og Jørgen tog sig for. »Snuse om« — det var netop Udtrykket! med det vilde de gjøre sig lystige over ham. For det var det
