73
Da Jakob var fem og tyve Aar, døde Faderen og han arvede Møllen; saa faldt det af sig selv, at han friede til Christine og fik hende. Det vilde være vanskeligt at sige, naar deres Barnevenskab var gaaet over til at blive Forelskelse, eller om det i det Hele havde gjort dette Skridt. Men der var ingen af deres Slægtninge eller Naboer, der tvivlede om, at de skulde have hinanden, og saa gjorde de selv det heller ikke. Forholdet imellem dem lignede mest af Alt det mellem en Prinds og en Prindsesse i et Par Nabostater, hvis Politik og Traditioner anbefale en Familieforbindelse, og hvor der tilmed er nogen gjensidig Tilbøielighed at bygge paa. Møllen var god, og hendes Medgift var god, og Gaard og Mølle laa saa bekvemt som mulig for hinanden, hvis de en Gang skulde arves sammen. Jakob var net at se til, og det vilde være forgjæves at søge efter en solidere Fyr der paa Egnen, det var en velbekjendt Sag. Hvad Christine angaar, saa var hun vel ingen Deilighed, men det var en velvoxen Pige med et behageligt Ansigt; Ingen talte andet end Godt om hende, og hun var flink i Husholdningen. Altsaa — hvad vil man mer? Han i alt Fald vilde ikke mer, og hun heller ikke. Og som deres Giftermaal var den naturligste Ting af Verden, saaledes blev deres Ægteskab ogsaa naturligt og godt. En lille Pige døde fra dem efter et Par
