75
Jørgen, der gik forbi Kjøkkendøren, og i Smug stak Noget til ham — det var den Kalender, som endnu satte Møllersvenden i saa mange Sindsbevægelser. Den Tanke, at der kunde være Noget mellem de to, pinte ham frygtelig. Han var en streng og nøieregnende Husbond; i hans Hus havde der altid været Gudsfrygt og tugtig Anstand, der burde ikke finde Noget Sted, som ikke var rigtigt, ingen lyssky Letfærdighed skulde have Plads der, — og det kunde ikke nægtes , at der var Noget ved hende, Noget som det ikke var muligt saadan at faa fat paa, men som lod En ane, at hun vel var i Stand til Sligt … Om imidlertid denne Husbond-Bekymring var tilstrækkelig til at gjøre Regnskab for hans Uvillie? sikkert er det, at han vedblev at være i et Humeur, som man ikke burde give Rum for paa en Helligaften.
Hvor underlige ere ikke vore Stemninger og deres Aarsager! Hvis han den Gang havde anet, at det var den sidste Juleaften, han skulde feire sammen med sin gode, trofaste Hustru — han havde sandelig haft Grund nok til at være i en sørgmodig Stemning; og saa var den virkelige Grund den, at en Tjenestepige havde givet en Svend en Almanak!
Der var ikke gaaet mange Uger af det nye Aar, før Christine følte sig syg, og snart maatte hendes tapre Natur give efter; Sygeleiet begyndte
