13
Menneskeløget Kzradock
en bestemt formuleret Formodning i min Hjærne, og det fik mit Hjærte til at banke. Jeg tav og jeg klemte Kzradocks Arm, han maatte — ske hvad der end vilde! — ikke slippe fra mig nu! Det gjaldt min egen Fremtid, jeg var som Læge bunden til denne Patient. Mon alene som Læge? Det foresvævede mig allerede dengang, at han ogsaa paa anden Maade tilhørte min Fremtid, og jeg forstærkede mine Skridt i en blandet Følelse af Stolthed og Nysgerrighed, af Haab og Frygt.
Da vi var naaet til Enden af Korridoren, standsede Kzradock et Øjeblik ved det tilgitrede Vindue. Han stirrede ud over Paris, der laa dybt nede i Skumringen. Men han syntes ikke at genkende Byen, det var ikke det, han stirrede efter. Jeg søgte at fange, hvad der interesserede ham derude og jeg saa paa Nabotaget, der laa lidt nedenfor Vinduet, en stor, sort Kat, et uhyggeligt, langhaaret Dyr, med Bevægelser fulde af halvtæmmet Vildskab. Dyret vendte sine Øjne lige imod os og jeg kom til at tænke paa den Scene, der nylig var udspillet i Kzra-
