90
Og der var Klaus Landhandler, som vel var en hellig Mand, men ogsaa en nærig Rad, — til Tider nok endda mere end det. Man sagde, det kunde ske for ham, naar der ikke var for lyst i Butikken, at et Lod kunde falde af Vægten; han brugte ogsaa at lade som han vilde skrue Lampen op, naar der var noget dunkelt, og saa kom han for Skade at knibe Skruen den gale Vej saa der blev mørkere, end der var. Ved saadan Lejlighed er Klaus tit bleven mindet med Niels Olesens Ord: Ja, lader os slukke Lyset, Klaus, og holde en stille Bøn!
Men mest omtalt blev dog den Gang, da Smeden fandt til det.
Marius Smed var en ren Jættekrop til at arbejde — men ogsaa til at drikke. En Dag sad han og Brændevins-Rasmus og svirede sammen inde hos Smedens. De havde begyndt tidligt paa Formiddagen, og endnu langt ud paa Aftenen sad de og svang Spølkopperne med Kaffeknægte og "Ølhøvle" i og drak som Børster, Smedens gule Dunk havde for anden Gang været hos Landhandlerens, og Smedekonen var ikke videre elskværdig stemt.
— Her sidder saadan et Par Mandfolk og forsømmer deres Arbejde, drikker sig fra Helsen og Kræfter og fra Vid og Forstand. — Og saa brænder de al Ens gode Petroleum.
Navnlig dette sidste hængte hun sig fast i. Petroleum var dyr nu til Dags, jamrede hun, den kostede en Mark Potten, den var dyrere end Brændevinen, de sad og bællede sig med — altsaa. Og saa var den købt for at Trine skulde have den at se ved, naar hun
