97
kastes et lille Ord ud om, at han nok nys havde været indbudt til Spisning enten her eller der, ved Povl Tangs, Niels Blidegaards, Jesper Gouls i Storgaard, eller hvad for et skrupstort Navn nu Folk kunde finde paa at nævne, straks hoppede Jens paa Limpinden og begyndte at udbrede sig om alle de Herligheder, man havde beværtet ham med, og som følgelig havde mættet ham saa grundigt, at det da nu ikke var ham muligt at synke en Bid mere.
Stakkels Jens, han forsnakkede sig rent. Han maatte tit gaa videre med tør Mund og slunken Vom for hans ubændige Pralelysts Skyld.
Men en Gang hændte det, at Jens og Dorthe mødtes paa Praleriets Omraade:
Jens var kommen for Skade at nappe nogle Høns og et Par Lam, som han havde faaet Dorthe til at bruge i Stegegryden og det tomme Sulekar.
Saa blev Jens sendt væk en Tid — til Horsens eller til Vridsløselille, hvor det var? — Det tog et Par Aar. — Dorthe kom ogsaa fra Byen i den Tid; hun var nok ovre paa sin Hjemkommunes Fattiggaard.
Men da Jens kom tilbage, kom Dorthe jo ogsaa, og da var de enige om, at det var saa meget en fortræffelig "Lære", de havde været ude i. Ikke at de lagde Skjul paa, hvor de havde været, men de bestræbte sig for at ændre Folks Begreber om, hvad Udbytte der kunde høstes paa den Slags Opholdssteder. — Det var rigtignok Steder, hvor Folk skulde sende deres voksne Sønner og Døtre hen, saa lærte de "en god Skik". Det var noget andet end at sende dem til Landbrugsskoler og Højskoler og alle den Slags forroste Anstalter.
