102
Saa stak han Kæltringen en Lussing, og den var saa eftertrykkelig, at Fyren faldt og brækkede det ene Ben.
Efter dette satte de Hans Goul i Fængsel.
— Se, — sagde han, — havde det nu været under andre Forhold det var sket kunde jeg have klaret mig adskilligt bedre med Rettens Folk end jeg gjorde, kanske have sluppet med en Pengebøde, for deres Sympati var tydeligvis paa min Side. Men nu havde jeg jo ingen Penge, og saa ødelagt og derangeret jeg var gik alting galt. Jeg blev ophidset for ingenting, og jeg gruede og græd for ingenting og lavede Skandale baade i og udenfor Retten. —
Naa, det var ikke saa rart at dvæle for længe ved den Historie, mente Hans Goul.
Det havde taget et halvt Aars Tid før de slap ham løs igen, og han fik Lov til at færdes frit mellem Mennesker. — Det var netop til Jul han fik sin Frihed, og da det skete, var han saa langt nede paa alle Maader, som et Menneske paa kun syv og tyve Aar kan komme. Saadan havde han selv følt det dengang, og saadan stod det ogsaa for ham endnu, naar han tænkte tilbage paa det.
Han havde slet ikke vidst hvor han skulde tage hen, men nogle af dem, han havde kendt som Handelskammerater, havde skillinget sammen til en Billet herhjem til Danmark. — Saa var de jo fri for ham.
Havde det nu ikke været saa nær op mod Jul var han ikke rejst hjem, hvor haardt han end havde længtes efter sit Fødehjem. — Nu gjorde han det. — Det
